Skovens små mirakler

Jeg kørte igennem skoven den anden dag, og hvor var det en berigende oplevelse. Det var sidst på dagen, men da vi lige har passeret midsommer er der stadig længe lyst.
Det var som om skoven omfavnede mig, mens jeg snoede mig igennem den. Jeg blev draget af dens grønne skønhed. Dens ligefremme imødekommenhed.
Jeg lod mig forføre. Mærkede nærheden og omsorgen som skoven gav mig. Den åbnede sprækker indtil minder jeg for længst havde glemt. Minder om min barndoms oplevelser i skoven.


Ud over duften og lydene som er en oplevelse i sig selv, havde det altid noget med eventyr at gøre. Specielt med trolde og krumbøjede hekse og andet godt folk der har ry for at opholde sig eller bo i skoven.
Min mors fortællinger om røverne fra Rold, som boede i en røverhule, hvor de gemte sig og gemte deres skatte. Det fik mig til at tænke på eventyret om Robin Hood – som tog fra de rige og gav til de fattige. Et hvert barn og voksne med et barnligt sind elsker den historie. Hvor uretfærdigheden ophæves for en stund.

Men eventyret opstår også af solens måde at gennemtrænge de smukke lysegrønne bøgeskovsgardiner som hænger fra loft til gulv. Og hvad kan der ikke opstå ud af sådan et syn?
Det bliver magisk på sin egen måde og gemmer på usynligt liv og hemmelige oplevelser. Dyrene som lever i skoven er der mange af, men mit favorit dyr er rådyret. Det bevæger sig forsigtigt omkring i skoven og finder føde. Hele tiden opmærksom om der er en potentiel fare. Men jeg vil bare se, nyde synet af dette smukke dyr. Om det er en stor smuk han, en då eller et rålam, det er lige meget – jeg nyder synet.
Omkring Hindsgavl Slot hvor jeg kommer hvert år, er der masser af hjortedyr. De er godt nok hegnet inde, men ser ud til at have det godt og færdes i store flokke. Sådan en tidlig morgen står jeg op, tager løbeskoene på og løber rundt i området. Det er på den tid jeg har de største oplevelser med disse dyr. Fordi det er så tidligt og dagen ikke rigtig gået i gang endnu, kan jeg komme tættere på. Det gør mig glad.

Pludselig er der en lille skovsø. Mørk og mageløs, som en Guinness uden skum. Fyldt med liv både over og under vandoverfladen. På overfladen ser det stille og roligt ud, men under overfladen vrimler det med liv. Omkring sådan en sø er der masser af insekter, bl.a. guldsmeden, som er det smukkeste insekt. Ikke bare udseende. Guldsmeden er et symbol på forvandling. Den forvandling vi mennesker laver når vi dør. Den lever først i vandet som en lave (som vi mennesker på jorden), hvor efter den bliver til dette smukke vingerede væsen (som vi mennesker som ånd i efterlivet).
Når jeg sender blikket dybere ind i skoven ser jeg igen hvordan solens stråler gennemtrænger skov tæppet og sender lys helt ind i skovens hjerte. Det er så smukt.
Ssyshh hvis du er helt stille kan du høre det banke.

Læs flere spændende indlæg på www.lysetshus.dk Bettinas klumme