Spiritualitet

Tro eller videnskab?

Himlen er strålende blå og smuk. Vinden er april kold. Når jeg ser ud i haven så pibler det op alle steder med tulipaner, løjtnantshjerte og skvalderkål. Og anemonerne står stadig og vinker til mig fra hækkanten og fra hjørnet med hængebirken.
Ahhh jeg opfyldes af glæde og optimisme. Endnu en omgang i livets cyklus.
Den anden dag læste jeg en fantastisk artikel om nærdødsoplevelse og tro og tvivl. Forfatteren er Cathrine Ertmann og artiklen var i Jyllandsposten. Hun formulerer det, som jeg har tænkt det i mange år, men bare ikke har kunne sætte ord på på så fin en måde.
Et uddrag her:
Hvorfor skulle nærdødsoplevelser ikke være ægte?


Engang troede man også, at Jorden var flad. Forskning, der beskæftiger sig med et liv efter døden, har længe været en realitet. Måske kan resultaterne bevæge vores måde at opfatte livet på?
Hvorfor tror vi ikke på et liv efter døden? Vi tror jo på så mange ting. Vi tror på, at vi vinder i Lotto. Jeg er selv langstidsabonnent på denne service, hvor man betaler for at kunne drømme om, hvad man ville stille op med alle de penge, hvis man skulle være den heldige. Og hvad Joachim B. Olsen måtte mene om denne sag, er for mit vedkommende lige så irrelevant som alt andet, der galpes ud af hans mundspalte.
Vi tror også på, at vi lever i et åbent og gennemsigtigt demokrati, selvom vores Folketing har lemlæstet offentlighedsloven, som er en af grundstenene i det velfungerende demokrati. Vi tror på ægteskabet, selvom mere end halvdelen ender i skilsmisse.
Men vi tror ikke på et liv efter døden, fordi videnskab siger, det ikke kan passe?
Langhårede, halvpsykedeliske, udokumenterede emner hører jo ikke den videnskabelige verden til. At det ikke kan passe, fordi det ikke kan måles, vejes og dokumenteres efter de parametre, videnskaben beskæftiger sig med, er jo ikke garant for andet, end at videnskaben ikke har fundet frem til den rigtige måde at måle, veje og forstå på endnu. Glem nu ikke, at der var engang, at man var ret sikker på, at at jorden var flad og i øvrigt universets centrum.
En kollega og jeg interviewede engang en kvinde, Mette, der som 15-årig blev syg af meningitis, organerne stoppede deres mekanismer, og livet rendte stille, men sikkert ud af hende. Lægen sad overskrævs på hende, bankede hende i brystet og bad hende blive. Mettes historie var den klassiske; hun mødte et varmt lys og sin morfar, som sendte hende tilbage til livet. Den dag, vi mødte Mette, var hun voksen, havde en mand og to børn. Hun manglede intet i livet, hun var taknemmelig. Men alligevel drømte hun sig indimellem tilbage til det sted, hun havde været, da hun var død, stedet hvor den gennemgribende tryghed, kærlighed og samhørighed var så stærk og så vild, at den ikke kunne sammenlignes med det, hun havde i sit levende liv. Hun vidste godt, at hendes plads var her sammen med sin familie, men hun så også frem til den dag, hun skulle tilbage til det sted. Og noget tyder på, at en betydelig del af dem, der har været deromme på den anden side, havde en oplevelse med sig tilbage.
Ja, så siger den ene eller anden med kørekort til en doktorgrad, at det bare er en hallucination eller en kemisk reaktion. Og det er jo en behagelig rille at sætte pladen i, for det er det, vi kender. Men hvis ikke videnskaben tror på noget, der ikke er bevist, hvordan skal vi så nogensinde komme nogen vegne? Videnskaben har bragt os langt, og alligevel er der af de otte milliarder mennesker på planeten jorden stadig et udvalg, der hælder mere til teorien om en skaber, som skulle have opfundet og modelleret vor eksistens på syv dage, hvoraf han på den sidste holdt fri, lå i sin hængekøje og sandsynligvis var ret godt tilfreds med sine bedrifter. Uanset hvilket verdenshjørne du vender dit nysgerrige sind mod, har religionen en forklaring på, hvordan vi blev til. At Darwins teorier ikke er brudt 100 pct. igennem, skyldes nok ikke kun ignorance. For det er fantastisk at tro.
Marx skrev, at religion er opium for folket. En noget dyr, vanedannende virkelighedsflugt, hvor man til sidst kun kan se sit næste fix og alt i fixets perspektiv. Tro derimod, det er gratis. Og det er dét, jeg tror på: at tro. Så hvorfor ikke tro på noget godt? Tro på at mennesker, du møder, vil dig det godt? Tro på deres potentiale i stedet for deres fejl? Tro på respekt? Tro på at skabe?
Beretninger om et liv efter døden kendes i de fleste kulturer, det er der mange gode grunde til, men en af dem kunne også være, at det simpelthen bare er sådan, det er. I dag har vi stadig ikke overgivet os til troen på, at sjælen, bevidstheden, eller vores ”energi” forbliver eller fortsætter, når den har afsluttet samarbejdet med vores krop. Men det er, som om det begynder af give sig lidt. Det spirer derude på fakulteterne, og der findes et bredt og anerkendt hold af forskere i verden, som har dedikeret deres liv til at kigge nærmere på de her oplevelser af at have været væk, uden liv i sekunder eller minutter, og de oplevelser, de tager med sig tilbage.
I dag, hvor spiritualitet ligesom har vundet genoprejsning i sin mere individuelle form, er det måske nemmere at forstå en samhørighed defineret udi egne oplevelser og etik, end den klassiske diktat af kristendommen? En googlesøgning på nærdødsoplevelser, eller NDE for de engelsktalende, giver lange beretninger om folks oplevelser. Der er selvsagt mange, og mange af dem er den klassiske beskrivelse med kendte fællesstræk om et klart lys, familien, der venter på den anden side og sender den afdøde tilbage til livet med besked om, at det ikke er deres tid endnu, en gennemgribende følelse af kærlighed, tryghed og sammenhørighed. Og så er der dem, der har et twist. Dem, hvor den afdøde kommer tilbage til livet med informationer, som vedkommende ikke kunne vide, fordi vedkommende var død, intet åndedræt, ingen puls. Det kan være detaljer om, hvad de, som har forsøgt at redde personen, har haft på eller er kommet til stedet med. Det lyder utroligt. Og det ligger trygt og godt i vores gener, at den slags skal man ikke sige højt, for så er man nok enten bims, eller nogen kommer og henter én og brænder én på bålet. Det var jo som bekendt sådan, man håndterede dem, der i gamle dage turde at tænke ud over de rammer, vi er blevet sat for rigtigt og forkert. Vi kender jo alle sammen nogen, der har oplevet ”noget”. Jeg hører meget gerne fra dem, som har været uden liv og er kommet tilbage med en oplevelse fra deres tid deromme på den anden side.

Bettinas blog 2 180

blaa bh

Bettina

blaa bh ren

webshopknap1

 

blaa-toaarig 310

2 aarigt forløb

Copyright © 2015. Bettina Thomsen