Tanker i en cocona-tid

Vi er i mellem ”aldrig mere” og ”ikke endnu”.
Ja, det er rigtigt.
Og sådan føles det også, når jeg mærker efter.
Et vakum.
Der er noget, vi skal efterlade (en måde at være i verden på), og noget nyt vi skal lære at rumme.
Der er noget mere, som vi skal se/forstå dybden af.
Det skal nok blive godt, men forandring er ikke det, vi holder allermest af.
Vi siger nok, ja tak, vi vil gerne have der sker noget nyt, men når det kommer til stykket, gør vi det, vi altid har gjort.
Der skal virkelig stærke kræfter til at ændre vores vaner.

Jeg sidder og ser ud på en vinterfrosset dag. Alting er stagneret.
Og det inspirerer mig til at spørge: Hvad sker der under overfladen?
Hvad sker der i os – her sat til vægs, uden særlig mange handle muligheder?

Livet har lært mig, at mulighederne er der.
Det handler om at tro, og derefter at skabe.
Har du skabet fuld af gamle overbevisninger, så det lige er ved at sprænges, handler det om, at få smidt de gamle og ikke længere brugbare ting ud, for at give plads til nye smukke genstande.
Er dine overbevisninger selv-erfarede, eller er det nogen, du har arvet fra dine forældre eller andre autoriteter gennem livet?

Tør du være DIG? Helt uden filter. Altså den nye dig, der sårbar og fin tager nye skridt i en ny verden. Hvor du mærker dig selv, og lytter til din intuition, for derefter at handle.

Vi skal ikke tilbage til noget der var, men være med til at skabe den nye virkelighed.